Regeringen og Enhedslisten bliver ene om at stemme for den nye mediestøtte, når den kommer til tredjebehandling i Folketinget fredag.
De fire oppositionspartier – Venstre, konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance – retter i betænkningen en skarp kritik af forslaget, som efter partiernes mening ikke afspejler den udvikling, der er sket i mediebilledet de seneste 20 år.
De kritiserer mediestøtten for ikke fuldt ud at være teknologineutral og platformsneutral.
– I stedet for at opdele mediestøtten i to lovgivninger, er der brug for at sammentænke mediestøtten, da det i fremtiden bliver sværere og sværere at skelne mellem dagblade og skrevne medier på den ene side og elektronisk baserede medier på den anden, skriver de fire partier i betænkningen.
De fire partier er også kritiske overfor, at regeringen og Enhedslisten gennem forhøjet lønsumsafgift, reklameafgift og ændrede annonceringsregler belaster dagbladene med ekstra udgifter på 150 mio. kr. samtidig med, at Danmarks Radio får tilført 130 mio. kr. over to år. Derved vil de statsejede medier få tilført ekstra ressourcer, samtidig med at de publicistiske medier mister indtægter.
Oppositionspartierne vender sig også mod ejerskabskriteriet, som ”strider imod det, der er baggrunden for den danske mediestøtte, nemlig at understøtte demokratiet og den demokratiske debat og sikre et pluralistisk mediebillede”. Ejerskabskriteriet indebærer, at medier, hvor mere end 2/3 ejes af arbejdsgiver-, arbejdstager- og brancheorganisationer, ikke kan få støtte.
Venstre, konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ønsker også tydeliggjort, hvordan små lokale medier, som har betydning for det lokale demokrati, kan få dispensation for kravet om, at der skal være tre årsværk for, at et medie kan få støtte.