Fynske Medier, der bl.a. udgiver Fyens Stiftstidende og Fyns Amtsavis – har en målsætning om, at mediehusets omsætning skal stige fra 620 mio. kr. i år til 900 mio. kr. i 2017, siger ansvarshavende chefredaktør på Fyens Stifstidende og medlem af Fynske Mediers direktion Per Westergård, til Børsen.
Væksten skal komme dels ved opkøb i nye vækstsegmenter og dels ved at løfte omsætningen inden for det journalistiske kerneprodukt. Det er målet, at bladhusets abonnementsindtægter, der ventes at runde 200 mio. kr. i 2014, skal forøges med 40 mio. kr. frem mod 2017.
Der er med bistand fra erhvervs-phd Søren Schultz Jørgensen iværksat et radikalt udviklingsprogram, som bl.a. omfatter arrangementer og tjenester, der er knyttet op på journalistikken.
Den redaktionelle vækst suppleres gennem opkøb af en række virksomheder, som er leveringsdygtige i mangt og meget – ”fra pølsebakker med reklametryk til mobile app-løsninger” siger Per Westergård til Børsen.