Undersøgelse fra EU-Kommissionen om falske nyheder.
Tre ud af fire danskere oplever falske nyheder som et problem, viser en undersøgelse fra EU-kommissionen foretaget blandt 26.576 personer fra de 28 EU-lande, skriver Mandag Morgen.
Hver fjerde dansker svarer, at de støder på falske nyheder ”hver dag eller næsten hver dag”, mens 33 pct. svarer ”mindst en gang om ugen”.
Danskerne er ikke de mest bekymrede over falske nyheder. 91 pct. af cyprioterne og 90 pct. af grækerne finder, at de falske nyheder er et problem.
Undersøgelsen viser, at 75 pct. af danskerne finder, at falske nyheder ”bestemt” eller ”i nogen grad” er en trussel mod demokratiet generelt.
På et område ligger Danmark helt i top. Det er på spørgsmålet ”hvor fortrolig er du med at identificere nyheder eller information, der misrepræsenterer virkeligheden eller endda er falsk?” Her svarer 87 pct. af danskerne, at de er meget eller rimeligt fortrolige. Ingen andre lande når op på dette niveau.
EU-Kommissionen ventes 25. april at fremlægge en plan for, hvordan falske nyheder kan bekæmpes.